Vandring i Sydgrønland

Sydgrønland er efter vores mening det absolut bedste område af Grønland at tage på vandreferie i. Det er her du finder det mest kontrastfulde og varierede landskab. På den samme dag kan du vandre gennem frodige dale, gå langs brusende elve, på højderygge med udsigt til isfyldte fjorde og du kan bestige forblæste fjeldtoppe. Der er lette én- eller flerdags ture i grønne, venlige bakker hvor stier og traktorveje kan følges, og lige ved siden af ligger den rene vildmark, hvor der hverken er stier eller broer, og hvor du selv må finde vej.

Du får ofte en ekstra dimension til din vandretur i Sydgrønland, da den fører dig forbi små, isolerede fåreholdsteder, hvor du kan besøge eller overnatte hos en grønlandsk familie, og få et indblik i deres helt specielle hverdag. Og endelig er en sidste vigtig grund til at vælge Sydgrønland, at du næsten kan undgå de til tider meget generende myg, hvis du holder dig til fjeldområder med græssende får!

Herunder finder du nyttig information om vandring i Grønland. Kontakt os hvis du har yderligere spørgsmål, eller læs mere om Blue Ice pakketure med vandring for individuelle på: Let vandring 8 dage og Trekking 13 dage.

> Kort & Ruter

> Sæson & Vejrforhold

> Udstyr

Oversigt over vandreområderne

Map data © 2015 Google

Vi har inddelt vandreturene i de områder du kan se på satellitbilledet herover.
Du kan læse turbeskrivelser og se billeder fra de forskellige ture ved at følge nedenstående links:

> Narsarsuaq området
> Qassiarsuk området
> Igaliku området
> Eqalorutsit Gletscher
> Qassiarsuk – Narsaq
> Qaqortoq – Igaliku

Kort & Ruter

Grønlands Turistråd har udgivet en serie vandrekort i størrelsesforholdet 1:100.000. Fem af disse dækker områder i Sydgrønland. Der er tre vandrekort, der dækker Narsarsuaq, Narsaq og Qaqortoq. Ét kort dækker Tasermiut fjorden ved Nanortalik, og ét kort dækker området ved Ivittuut – Grønnedal. Vi sælger kortene på Blue Ice Café, eller du kan købe dem hjemmefra hos Nordisk Korthandel. Kortene har detaljerede rutebeskrivelser og generel information på bagsiden.

Hvis du bare skal rundt i Narsarsuaq området og bygderne Qassiarsuk og Igaliku, er der et bedre og mere detaljeret vandrekort i størrelsen 1:50.000 (Arctic Sun). Dette kan købes på Blue Ice Café.

Du skal ikke forvente samme grad af velmarkerede vandrestier i Grønland, som du finder i mange fjeldområder og nationalparker i Skandinavien og Europa. Grønland er dejligt jomfrueligt hvad det angår! I Sydgrønland er der imidlertid flere grusveje, der forbinder de forskellige fåreholdsteder, og nogle af de mest brugte fårestier er tydeligt markeret med varder og røde prikker. Her kan du selv som nybegynder lave skønne dagsture gennem et utrolig varieret landskab. Bevæger du dig uden for disse områder, må du medbringe kort og kompas eller GPS. Bemærk at der er en væsentlig forskel på geografisk og magnetisk nord i Grønland. Den præcise afvigelse er angivet på vandrekortene.

Hvis du tager på en længere vandretur i et isoleret område, kan du efterlade en rutebeskrivelse over din planlagte tur på Blue Ice Café, og husk at give besked, når du er vel tilbage!

Sæson & Vejrforhold

Den bedste periode for vandreture i Sydgrønland er fra midten af juni til midten af september. Især juli måned kan være meget varm, og det er ikke usædvanligt at vandre i shorts og T-shirts. Som i alle bjergrige områder kan vejret imidlertid skifte hurtigt. Det kan være varmt om dagen og temmelig koldt om natten. Fra midten af august kan du opleve nattefrost.

Et par enkelte vejrfænomener i Sydgrønland bør lige nævnes:

Fønvinden er en varm, tør og stærk vind der blæser ned fra Indlandsisen (fra øst i Sydgrønland). Et varsel for føn er linseformede skyer over indlandsisen. Under selve fønstormen stiger temperaturen ofte adskillige grader. En føn kan vare i flere dage og være så stærk, at det bedste er at tage teltet ned og søge ly.

Fjordvinden er meget almindelig på varme og solrige sommerdage. Den opstår ved middagstid og fortsætter til sidst på eftermiddagen. Vinden er en stærk og kølig brise, men det er især kajakroere der skal være opmærksom på den.

Tåge forekommer også tit i forbindelse med varmt og stabilt vejr. Den ses ofte som tæt morgentåge, der langsomt opløses i løbet af dagen. Hvis du vandrer i terræn uden for stier, kan tågen næsten gøre det umuligt at orientere sig.

Udstyr

Dit udstyr bør være af god kvalitet, hvis du planlægger en vandreferie i Grønland. Tunnel- eller kuppeltelte er de mest vindstabile, og du behøver en 3-sæsons sovepose og et tykt, velisoleret liggeunderlag, hvis du skal ligge i telt. Skal du overnatte på vandrehjem behøver du ikke liggeunderlag, og en sommersovepose er nok. Du kan campere frit i Grønland, så længe du holder dig udenfor byer og bygder. Tag også hensyn til fåreholdernes græsmarker, der ofte er indhegnet. Du kan leje telt, liggeunderlag, sovepose og Trangia (stormkøkken) på Blue Ice Café.

Der er køkkenfaciliteter på alle vandrehjem og fåreholdersteder. Hvis du har dit eget kogegrej med, så husk at du ikke må tage nogen former for brændstof (sprit, benzin eller gas) med på flyet. Vi sælger et stort udvalg af gasdåser og brændstof på Blue Ice Café. Du kan købe supper, ris og pasta i butikkerne i Grønland. Decideret frysetørret proviant kan du kun købe på Blue Ice Café. Du kan drikke vandet direkte fra alle bække og elve.

Hvis du skal vandre i mere isolerede områder, bør du overveje at medbringe en satellittelefon. Mobiltelefon kan kun bruges i beboede områder, og lige så snart du kommer op i fjeldet, er der ikke signal. Vi udlejer også satellittelefon fra Blue Ice Café, men du bør bestille den på forhånd, da vi har et begrænset antal. Vi udlåner også nødraketter, hvis du skal på en længere vandre- eller kajaktur.

Loading...
Udlejning. Priser i DKK
Telt (pr dag/4-6 dage/uge): 150/400/500
Sovepose (pr dag/4-6 dage/uge): 50/150/200
Liggeunderlag (pr dag/uge): 20/100
Trangia: (pr dag/4-6 dage/uge): 50/150/200
Vandrestave: (pr dag/uge/2 uger): 50/150/200
Satellittelefon* (pr dag/uge/2 uger): 100/700/1.200 + Forbrug DKK 15/minut
Fiskestænger (pr dag): 100
Mountainbike (pr time/½ dag/dag): 30/75/100

Blue Ice Café

Blue Ice Café er ikke bare en café! Det er også vores kontor og turistinformation, og du er velkommen til at kigge forbi og få en lille snak og svar på dine spørgsmål.

Udlejning fra Blue Ice Café

Telt. Kuppeltelte af mærket Trangoworld, North Face og Wolfcamper
Sovepose (inkl. lagenpose). 2-3 sæsons
Liggeunderlag (selvoppusteligt)
Trangia stormkøkken
Vandrestave
Satellittelefon. Iridium 9555
Fiskestænger
Mountainbikes (til ture i Narsarsuaq eller tag den med dig til Qassiarsuk og udforsk vejnettet mellem fåreholdstederne)
Diverse bræudstyr (isøkse, steigeisen, sele, hjelm) – Forhør dig nærmere

Til salg på Blue Ice Café

Brændstof til kogeapparater:
Husholdningssprit (½ liters flaske)
Rensebenzin (½ liters flaske)
Campinggas (f.eks Coleman) med gevind (bl.a til gasbrændere i Trangia). 250 g og 500 g
Campinggas med klik-ventil (f.eks CV270, CV470)
Frysetørret proviant
Chokolade og energibar
Myggenet og myggespray
Blink og spinnere til lystfiskeri
Vandrekort

Blue Ice Café ligger i kort gåafstand imellem lufthavnen og Hotel Narsarsuaq. Der er åbent alle dage fra 8.30 til 18.00 i perioden 1. juni til 15. september.